Jorden rundt på knallert

 

Jorden rundt på knallert

Året er 1953, og de fleste cykelmotorer til montering på almindelige trædecykler er blevet erstattet af cykler med motor under kranken. Der er på dette tidspunkt meget stor konkurrence mellem de forskellige knallert fabrikker, dog særlig mellem de to store, BFC fabrikken og Diesella. Der bliver i disse første år af knallertens barndom, arrangeret knallertløb og udholdenheds løb rundt i landet.  Mange af disse løb blev arrangeret af enten BFC eller Diesella, og dette for at vise, hvem der lavede de bedste og mest holdbare knallerter. Der blev annonceret kraftig i ugeblade og aviser. BFC fabrikken ville en gang for alle have slået fast, at Danmark laver de bedste og mest holdbare knallerter, og at Danske knallerter, kan klare opgaver, selv dyrere og større køretøjer står magtesløse overfor, og ikke mindst, at der på tanken skal der stå BFC.

         scannercloud-host-dk_20161114_141319                                    scannercloud-host-dk_20161114_1412389

I samarbejde med Ekstrabladet har BFC fabrikken fået den 27 årige kontorchef Svens Petersen, og den 29 årige ingeniør Niels Andersen, begge ansat på BFC fabrikken, til at starte en tur jorden rundt, henholdsvis på en BFC Stafette og en BFC Lynette. Først var meningen at turen skulle gennemføres med en folkevognsbus som ledsagevogn, men denne ide blev senere forkastet. Planlægningen begyndte, og som det første blev de to knallerter specialbygget med ekstra trimmede motorer, da de var klar over, at en så lang tur, krævede at maskinerne var helt i top, samt at de ville møde stigninger, der var noget større end dem i Danmark. Der blev lavet en liste med reservedele, der skulle medtages på turen, særlig sliddele.  Der blev ligeledes lavet sponsor aftaler med firmaer, der havde filialer rundt i verden, og  hvor de kunne få udleveret benzin, olie, dæk og tændrør. De fire firmaer var NGK, Esso, Jylland, og Castrol. Der blev ligeledes lavet aftaler med konsulaterne om bistand og yderligere forsyninger i Teheran, Delhi, Calcutta, og New York. På turen skal der medbringes, kun det allermest nødvendige udrustning. End ikke et lille telt kan der blive plads til. På turen bliver medbragt: reservedele, et sæt ekstra tøj, sovepose, en lille førstehjælpskasse, lidt toiletsager, fotoapparat og film, og kun meget lidt værktøj.  Der kunne ikke blive plads til et lille telt. Knallertfabrikanten på BFC fabrikken Charles Christensen betalte alle udgifterne til den lange tur og bugtet var regnet ud til 15.000,00kr. Turen var planlagt til at vare 4 måneder og starte fra Rådhuspladsen i København d. 24 maj 1953.

Der er inden afrejsen planlagt en fast rute på den 20.000 kilometer lande tur. Fra København køres til Odense, herfra videre til Kruså, Hamburg, Hannover, Nürnberg og så til Salzburg. Derfra skal turen gå videre til Villach i Østrig. Herefter venter en lang tur på 1800 kilometer gennem Jugoslavien og Grækenland. Ankara i Tyrkiet er næste destination, herefter Teheran i Persien, Lorelain i Pakistan og Delhi i Indien. I Calcutta skal de videre med skibe til Singapore, Filippinerne, Japan og til San Francisco.

Pinsedag den 24. maj klokken 14.00 rullede Niels Andersen og Svend Petersen fra 0 kilometerstenen på Rådhuspladsen, ud på deres eventyrlige rejse, jorden rundt på BFC Lynette og BFC Stafette. Man kan rolig sige at de også fik en eventyrlig start. På Rådhuspladsen var der flere tusinde mennesker mødt op, for at give de to knallertkører en fantastisk start på turen. Blandt de mange fremmødte, var der selvfølgelig repræsentanter fra BFC fabrikken i Bråby, og desuden et større antal knallertkører med Grosserer og knallertforhandler E. Dolnæs i spidsen.  Der var også kendte mennesker som skulle ønske de to kører en god tur. Dirk Passer kom anstigende i det kostume han bar i den dengang kendte farce ”Slap Af” som havde stor succes på Dagmar teateret. Lige før starten klokken 14.00 kom også de fire unge og smukke piger fra Cirkus Ib på Bakken. Pigerne hade medbragt to kæmpe nytårsknallerter som de overrakte de to knallertkører. Det viste sig at de indeholdte hver to små giraffer, som var Ekstrabladets lykkedyr, som skulle fungere som deres maskot på turen. Som et sidste farvel gav de fire smukke piger fra Bakken kørerne et stort smækkys som farvel. Svend Pedersen sansede dog at sige, at han håbede på en lige så behagelig sammensætning af velkomstkomiteen, når den kom tilbage.

De to knallertkører var nu klar til at starte turen, men så indtraf en ubehagelig episode. En mand trængte pludselig ind igennem menneskemængden, og med en hævet hammer gik han amok på den ene knallerts lygte og forskærm, og tilføjede den ene kører en flænge i benet: Manden blev dog hurtig overmandet og anholdt. Det viste sig at være en tidligere ansat på BFC fabrikken. Han var desuden ”en meget kendt og omtalt sportsmand, men er efterhånden ved at gå bag ud af dansen” dette et citat fra Ekstrabladet. Overfor politiet har han forklaret, at han var bitter over at det ikke var ham der kom med på turen, og ville på denne måde have offentligheden sympati. Det gav selvfølgelig følgende overskrifter næste dag

JALOUSIDRAMA VED START AF TUR JORDEN RUNDT.

Trods denne episode var alle klar og præcis klokken 14.00 skulle Dirk Passer affyre startskuddet, men han havde glemt pistolen, så pludselig styrtede han af sted ned af Vester Voldgade og erobrede et gevær fra en intetanende søndagsjæger, og vendte tilbage rustet til tænderne og startede jordomrejsen med et par skud fra geværet. Hils i østen og lad vær med at slappe af, før I er hjemme igen, var Dirks Passers slutreplik til kørerne.

Turen ud af København blev fulgt af 60-70 knallertkører med to motorcykelbetjente i front, Lynetten og Stafetten og resten af knallerterne. Da de nåede Korsør sagde de sidste ledsagere farvel. Turen gik videre til Nyborg og herefter tværs over Fyn. Men nu skulle problemerne allerede begynde at vise sig, ikke med knallerterne, nej med Niels Andersens tænder, en frygtelig tandpine, og det viste sig at han måtte have trukket en visdomstand ud, og måtte allerede i gang med de medbragte piller. Turen kunne dog fortsætte. For Niels Andersen var det ikke slut med at blive syg, da de kom til Sønderjylland, måtte han igen søge læge for en kraftig halsbetændelse og han blev sat på penicillins kur.  Turen fortsatte nu, trods lægens råd om at tage et par dage fri, over grænsen, men det skulle snart vise sig at de skulle have fulgt lægens råd. Niels Andersen var udmattet og træt af medicinen og kørte i grøften. Der skete gudskelov ikke noget med hverken ham eller knallerten.

Turen fortsatte nu ned gennem Tyskland, og de begyndte at glæde sig til de lange autobaner, hvor knallerterne kun yde deres bedste. I høj sol, ærmerne rullet op og humøret i top kørte de over Lüneborg Hede. Efter et par pragtfulde dage uden store problemer med knallerterne, begyndte vejret at skifte til regn og blæst. Midt i det dårlige vejr punkterede Lynetten og selvfølgelig på baghjulet.

Der var aftalt med Ekstrabladet at de skulle sende jævnlige rapporter hjem, så Ekstrabladets læsere kunne følge med på turen. Svend Pedersen fortæller i sin første rapport, blandt andet, at overalt de kommer vækker de meget opsigt og beundring. Dette er ikke alene deres knallerter, men særlig Niels Andersens store røde fuldskæg, der får folk til at stå stille og slå hænderne sammen af henrykkelse.

Efter Hannover fortsætter turen over Fulda og til Kassel og knallerterne har ydet deres bedste. God fart og ikke de store problemer, men snart skulle det vise sig at være slut med optimismen. Lynetten og Stafetten to gode Danske knallerter blev hurtig klar over, at et, er de Danske bakker, noget helt andet er Kassel bakker og generelt de lange bakker på den Tyske auto Bahn.  De blev meget hurtig klar over at de måtte geare knallerterne om, for at mindske farten ned af bakkerne og øge trækkraften op af bakkerne. Der blev derfor gjort holdt og udskiftede tandhjul på knallerterne. De havde en del ekstra reservedele med på turen, men blev enige om at efterlade en stor del af disse, simpelthen af den simple grund, at knallerterne var alt for tunge. 

 At køre på auto bane blev derfor ikke den store tilfredsstillelse, og det gibbede trods alt i dem, når biler og især store motorcykler kørte forbi med en fart der minde­de om en jetjagers. De blev dog efterhånden bedre kendt med deres køretøjer, og turen gik videre i bedste dirttrack-stil, med skrappe overhalinger at store tungt læssede lastvogne og med svimlende fart ned ad bjergveje, Knallerterne slingrede lidt under den tunge oppakning, men det havde de ikke tid til at bekymre sig om. Turen fortsatte videre til Nürnberg og München. På denne strækning var der til gengæld en næsten 4 kilometer lang bakke, med en stigning på 15 grader, så her måtte der sparkes i pedalerne. Vejret var stadig meget dårligt, koldt og regnfuldt, så de kunne ikke rigtig nyde de smukke om­givelser. Lige inden de to knallert kørere kører ind i Østrig opstår der problemer med Stafettens tank. Beslaget som holder tan­ken fast på stellet er knækket og det skal svejses. De to knallert­kørere kørte ind til en lokal til en lokal automekaniker, som afhjælper med at få svejset tanken. Nu gælder det om at komme videre til det smukke Østrig, og turen fortsætter til Salzburg og herfra   videre til Villach. Niels Andersen og Svend Pedersen er begyndt at mærke træthed, og det gør det ikke nemmere at stigningerne i Østrig er voldsomme. Der sker nu en hændelse som får vores to venner helt til at miste humøret, og det er lige ved at de opgiver turen. Det er en tidlig morgen i de Østrigske alper, de har sovet i en fårehytte oppe i bjer­gene. Efter morgenmad bliver knallerterne startede, og de begynder at køre, eller rettere sagt stampet i pedalerne, da stigningerne er meget store. Pludselig bag dem hører de en summen nærme sig, og til deres store forbavselse, kommer der en fårehyrde på en knallert su­sende forbi dem. Det var en to gears Puck med blæ­sekøling. Indtil dato troede de ikke der var noget bedre end deres Lynette og Stafette, men de måtte indrømme at to gear var fremtiden for knallerten. Det blev overvejet om de skulle tage ned til byen, og købe to Puck og fortsætter turen på dem, men det blev selvfølgelig forkastet. De næste dage kørte ingeniør Niels Andersen og tænkte på den to gears Puck. Danskerne skulle også køre med to gear, og det skulle selvfølgelig være en BFC. De første spæde ideer til en to gears BFC blev således skabt i de Østrigske Alper.

scannercloud-host-dk_20161114_14123824 scannercloud-host-dk_20161114_141238246  
 
Regeringschefen Mosaddeq interesse for import af danske knallerter deles af alle hans un­dersåtter, der havde fået en de­monstrationstur på knallerterne. Niels Andersen husker en ung mand der omgående ville bytte sin kamel for en af knallerterne.
I Danmark gik livet
videre og der blev skrevet meget lidt om de to knallertkørere. Der var faktisk kun Ekstra Bladet, og de skrev lidt under turen, Det var egentlig meningen der skulle skrives en rapport en gang om ugen, men der blev faktisk kun skrevet to reporter under hele turen. Dog brugte mange cykelhandlere turen i deres annonce og skrev om de to knallertkørere. Efter mødet med Pucken, fort­satte de to knallertkørere videre over de østrigske Alper, og nåede efter nogle dage den Jugoslaviske grænse. Turen gen­nem Jugoslavien gik faktisk helt uden problemer, næsten, Niels Andersens Lynette kørte tør for benzin og reservedunken var tom. De delte så det benzin, der var tilbage på Stafetten, men kom ikke ret langt. Det blev en meget lang dag, hvor de måtte trække knaller­terne, til de mødte en benzin­station. Hvad der skete i Tyrkiet har ikke været muligt at finde frem til, dog kun den enkelte kendsgerning, at de begge to samt, Lynetten og Stafetten, nåede hele vejen til Persien. Det skulle vise sig at blive en meget spæn­dende uge. Efter at være kom­met til Teheran, begyndte de deres forberedelser til at komme i audiens hos den persiske re­geringschef Dr. Mohammed Mosaddeq. Efter utallige besøg i justitsministeriet, udenrigsministeriet og propagan­daministeriet opnåede de om­sider tilsagn om en audiens og fik besked om at møde den følgende dag præcis kl. 12. Efter en tiltrængt nattesøvn i en rigtig seng, blev de afhentet af pro­pagandaministeriet og kørte så til Mosaddeq private bolig. Efter at have ventet nogen tid og være blevet beæret med limona­de og cigaretter, blev de sam­men med tolken ført ind til Mosaddeq. De gav den gamle mand, Mosaddeq var 71 år men virkede meget ældre, hånden og blev anvist to stole ved siden af hans seng. Han indledte samtalen med at spørge dem om deres oplevelser, og hvor hen de agtede at fortsætte turen, og han advarede dem mod den frygtelige varme i Sydpersien. Der blev ikke tid til at få besva­ret de spørgsmål de havde plan­lagt inden mødet. Samtalen om jordomrejsen varede temmelig længe, og det muntre påfund at ville køre jorden rundt på lette tohjulede køretøjer med motor interesserede Mosaddeq så meget, at han viste en, ikke ubetydelig interesse for at indføre danske knallerter i Persien, hvor man jo har benzin i rigelige mængder, og hver eneste ind­bygger faktisk kunne have glæ­de af en knallert. Navnlig det at man kunne trække knallerten på utilgængelige steder, og køre hvor der blot var antydning af en sti, interesserede Mosaddeq. Han ville i øvrigt gerne købe hvad som helst i Danmark, blot han kunne betale med benzin. Til slut ønskede den persiske re­geringschef dem held og lykke på den videre tur jorden rundt og bad Dem gennem Ekstra bladet sende en hilsen til det danske folk. Mosaddeq bolig som var bevogtet af soldater, så meget beskeden ud. Han selv tilbragte så godt som al sin tid i sit soveværelse, hvor han især lå i en ganske almindelig hvidlakeret hospitalsseng.

Danskerne vovede dog ikke at fuldføre turen hjem på kamelryg. Efter mødet med Mosaddeq blev de to knallertkørere i Teheran i et par dage, og besøgte de mange markeder og basarer hvor de mange gange kunne have byttet Lynetten og Stafetten, både for skønne kvinder og gamle ting og sager. Inden de skulle videre, besøgte de den advokat der havde sat mødet med Mosaddeq i stand, for at få nogle gode rejseråd inden turen gennem den persi­ske ørken. Advokaten frarådede dem at tage sydpå på de små maski­ner, men tilbød dem i stedet en gammel lastbil. De fik også at vide, at de skulle holde sig på vejen og ikke køre om natten, da de kunne blive overfaldet af landevejs­røvere. Men at køre om dagen var gan­ske umuligt på grund af varmen, der nåede op på 70 grader (sag­de de, da de korn hjem??) så de kørte om natten, og de valgte også den korteste rute uden for de afmærkede veje, der gik fra Maku til Zahldan ved Pakistans grænse. De var blevet stoppet ved hver eneste landsby, af militær patruljer og flere gange måtte de tilbringe natten i fængsel. Kort efter Kreman gik det for alvor galt. Herom fortalte Svend Pedersen i et rejsebrev til Ekstra Bladet.

 

DANSK KNALLERTKØRER KVÆSTET I PERSIEN -!

Niels Andersen har for­stuvet det ene håndled og må hvile ud i oase by. Landevejsrøvere fik vi ikke lejlig­hed til at stifte bekendtskab med, men advarslerne om varmen og de dårlige veje viste sig at være fuldt begrundede. Det var kun muligt at køre om natten, og da var temperaturen betydelig højere, end den nogensinde bliver om dagen i Danmark selv på de varmeste sommerdage. Specielt de sidste 500 kilometer fra Kreman blev ganske forfær­delige. Kort efter byen Bam blev varmen for slem for Niels Ander­sen. Bedst som de kørte mistede han bevidstheden og væltede.

Niels Andersen pådrog sig slemme skram­mer over hele ansigtet, samt forstuve­de det ene håndled og slog et stort hul på knæet. De havde ikke meget vand tilbage på dette tidspunkt, men det vand der var blev brugt til at vaske sårene bedst muligt rene med, hvorefter vi sad i den store uhyggelige ørken uden vand og mad, og tænkte på dejlige Danmark, dejlig kold øl og godt belagt smørrebrød. Niels Andersen kunne, som følge, af sine mange sår og skrammer ikke fortsætte, og hans knallert havde også fået så slemme knubs, at en hovedreparation var nødvendig. Heldigvis kom der en kamel karavane forbi og tog os med. Begge knallerter blev spændt på hver side at en kamel. Det dog noget tid og overtalelse, at få disse fremmede mennesker til at forstå, at vi ikke kunne lade knallerterne ligge. De mente at da de alligevel var i stykker, hvorfor så tage dem med. De tog os med til en lille oase by, hvor vi nu hvile ud. Førend kamelrytterne drog videre forsynede de os med rigeligt vend, ost og brød. Nu tager vi den foreløbig med ro, vores oprindelige rejseplan ikke kan alligevel ikke overholdes, skriver, Svend Pedersen til slut i sit brev, Efter en uges hvil og en større hovedreparation af knallerten, kunne turen gå ind i Pakistan ca. 200 kilometer, hvorefter de tog en genvej til Karachi. Derved sparede de 300 kilometer, men vejen var meget dårlig. De mød­te her nogle englændere, der lige havde sendt en bus afsted til Karachi, og før den nåede frem, frarådede de dem at køre videre, på grund af mange overfald og røveri af penge.

 

scannercloud-host-dk_20161114_1412382465                 scannercloud-host-dk_20161114_14123824658

De blev så indkvarteret hos den lokale postmester, men om morgenen listede de sig ud og tog afsted. De mødte også man­ge mennesker med våben, der helt sikkert ikke havde reelle hensigter, men der skete ikke noget. De næste dage gik uden de store problemer, men så startede monsunregnen, der meget hurtigt fik sat en stopper for deres videre rejse i nogle dage. Niels Andersen fortæller, “Vi kom kørende langs et lille vandløb, der var ikke meget vand i det, Men pludselig be­gyndte det at regne. Vi søgte læ i et lille hus beregnet til samme formål, her var nogle få menne­sker, som vi kom i snak med. De sagde, at nu kunne vi ikke kom­me videre de næste par dage på grund af regnen. Vi troede dem faktisk ikke men jeg skal love for, at de havde ret. i løbet af meget kort tid, var vandløbet og vejen vi lige havde kørt på, blevet til en meget stor flod, og der kom store træer flydende, som var skyllet op af jorden. Efter et par dage kunne vi kom­me videre, men der var meget mudret, og flere gange måtte vi bære knallerterne. Efter slåskampen med monsun­regnen kunne turen nu gå videre med kurs mod Indien. Her blev de mødt med en venlighed uden lige. De så blandt andet, Det Gyldne Tempel i Amritsar og blev meget imponeret over at hele templet var belagt med guld, I Indien blev vejene meget gode, men de måtte igen kæm­pe med varmen, værre var, de mange folk på vejene, også om natten, de kom trækkende med æsler, trækvogne og alle mulige sager. Det var flere gange ved at galt, selvom de havde godt lys knallerterne. Efter en strækning 2300 kilometer kom de endelig til Calcutta. Efter 2300 lange kilometer var det dejligt at komme til en stor­by som Calcutta. Inden de tog afsted hjemmefra, havde de fået forskellige visa, men ikke et til Malaccahalvøen, som de skulle passere for at komme til Indoki­na og videre til Kina og Hong Kong. Denne tur var planlagt at skulle gennemføres på knallert, men nej. I hele ugen besøgte Niels Andersen og Svend Peter­sen konsulatet for at et visa op til flere gange om dagen, men det var ikke muligt. I stedet måtte de nu til at finde et skib, der kunne sejle dem til Singa­pore, dette var i sig selv ikke noget problem, men vore to knallertkørere var ved at løbe tør for penge, så skibet skulle være billigt, og det var straks svæ­rere, men til sidst lykkedes det. Men nu var der et problem. At få en motorcykel ombord på et skib var meget dyrt, og en knal­lert vidste de ikke, hvad var, men derimod var en cykel næsten gratis at med. Niels og Svend var jo opfindsomme, så begge motorer blev skruet af og kommet i sadeltaskerne, derefter to cykler. Da de kom ombord, blev de noget overraskede, for der var mindst 5500 Indere ombord (ifølge Niels Andersen). De var godt nok blevet spurgt, om de ville have en kahyt, men nej det var jo dyrt. Disse Indere var overalt, og Svend og Niels kunne ikke finde nogen steder at sove, men til sidst efter et par slåskampe, fandt de et sted, hvor der lige var plads til to soveposer udenfor. Efter 14 dages sejlads, var det en drøm at komme til Singapore, hvor de flyttede ind på KFUM, hvor de havde boet mange gan­ge under hele turen. På turen videre til Hong Kong, var det deres mening at køre på knallert, men det blev de kraftigt frarådet, og på dette tidspunkt var noget at deres pionerånd nok ved at fortage sig, for de valgte at sejle videre med en helt ny fransk luksusliner på jomfrurejse. De blev nu først nødt til at finde et telegrafkontor for at få Charles (BFC fabrikken) til at sende flere penge, de 15.000 kr. var ved at være brugt.

Knallertkørernes skæg solgt i USA –

Har siden Teheran fået to dollars om dagen for at lade skægget stå

 

 

Niels Andersens røde skæg, har på hele turen vækket stor op­sigt, og siden de var i Teheran er det ikke blevet klippet, dette skyldes dog ikke mangel på barbergrej, men derimod en aftale med et Amerikansk barbermaskine firma om at lade skæg­get vokse. For dette ville han få en dollar om dagen. Svend Petersen fik dog hurtigt lavet samme aftale, så det blev til to dollars om dagen til de to langskæggede knallertkørere. De skriver hjem til Ekstra Bladet fra Singapore; “Vi vil sandelig håbe at firmaet holder deres aftale, for det er meget varmt med det store skæg her i Østen, og vi forudser allerede at skæg­get skal falde for åbent TV i Amerika”. I Hong Kong skulle de finde en båd til Amerika, men det skulle vise sig at være meget svært, der gik faktisk 3 uger, før det lykkedes dem at få plads på en udvandrerbåd, der kom fra Filip­pinerne og skulle videre til Yokohama, Hawaii og til San Fran­cisco. Turen over Stillehavet blev meget lang, men også en imponerende oplevelse for de knallertkørere, der så småt var begyndt at savne en ordentlig lang tur på deres knallerter efter de lange sejladser. Når de kom til Amerika, ventede der dem turen tværs over landet fra San Francisco til New York, en tur på mere end 5000 kilo­meter. Da de to knallertkørere kom til San Francisco, med to cykler og to løse motorer, var det første, der mødte dem, tolderen, der straks spurgte, hvor de havde motorerne til de to motorcykler, de havde med. Motorerne blev straks trukket op af sadeltasker­ne og Niels og Svend begyndte på bedste måde at forklare, at det ikke var motorcykler men knallerter, de kørte på. De fik dog en bøde på 60 dollar, men fandt aldrig ud at hvad de fik bøden for. Nede på kajen be­gyndte de så at samle Lynetten og Stafetten, så de kunne kom­me videre. Tolderen fik imidlertid dårlig samvittighed, og de fik deres 60 dollar tilbage. De tog nu til Det Danske Konsulat i San Francisco, for der skulle ligge penge til dem fra Charles (BFC fabrikken) men nej ingen penge. De havde dog lidt tilbage, og begyndte turen tværs over Ame­rika. Det første de mødte var en mand på en Harley Davinson, der absolut aldrig havde set sådan to mis­fostre af motorcykler, og han mente bestemt, at de ikke måtte køre på highway, men Niels og Svend mente at det gik nok. De mødte de næste par dage flere med samme mening, men de fortsatte. Men der skulle snart vise sig nye problemer for de to knallertkørere, dels begyndte Svend at blive syg og få høj feber, men også det at de skulle til at bestige Rocky Mountain hvor tankerne gik tilbage til den efter deres mening pragtfulde 2 gears puck. Men de begyndte alligevel opstigningen efter at have telegraferet hjem, at der skulle være penge i Denver. Midt på en meget stejl stigning, lå der et gammelt autoværk­sted, og Niels foreslog at de kiggede ind for at se hvad de havde. Det endte med at de købte en Ford årgang 1929, det var den med klappen bag for­sæderne og i stedet for klappen var der en jernkasse så den kunne bruges som varevogn, og i kassen kunne der lige stå en Lynette og en Stafetten. De gav 20 dollar for bilen, så den var jo ikke i særlig god stand, men Svend, som var udlært mekaniker, mente at den kunne nok holde de 5500 kilometer til New York.

 

De lavede et lille regnestykke, hvor de regnede med at bilen kørte cirka 10 kilometer literen, og, der skulle også være råd til en pakke cigaretter, om da­gen, så kunne de lige nå Den­ver. Mad og husly havde de ikke råd til, men de mente nok at det skulle gå. Der var 2200 kilometer til Denver, og bilen klarede turen fint, men Svend blev mere og mere syg og Niels var en overgang ved at tro, han skulle dø, det gjorde det heller ikke bedre uden mad, men efter 40 ti­mers uafbrudt kørsel nåede de endelig Denver. Men de kunne jo ikke komme kørende I en bil til Denver, så på en servicestation, et par kilometer for byen, fik de lov at stille bilen og kørte så det sidste stykke på knallerterne, hvor den danske Vicekonsul tog imod dem. Han var meget imponeret over at de havde kørt de 2200 kilometer, på knallert, på den highway, men de holdt masken og sagde intet. De boede der i et par dage. Svend havde godt af et par dages afslapning, og helbredet blev meget bedre. De fik de penge som var blevet sendt hjemmefra og var klar til sidste del af turen.

 

Der var en del presseomtale i de to dage både i aviser, og radio, hvor de for­talte om deres bedrifter. Tiden var ved at være knap for, Eks­tra Bladet havde bestilt billet, til den Svensk-Amerikanske linjefærgen Gripsholm, i New York om cirka 14 dage. De sagde nu farvel til den danske vicekonsul, men han ville absolut følge dem ud af byen, så de blev nød til at vise ham bilen. Da han så den blev han mere overrasket, over at de havde kørt i det vrag, end at de havde gjort turen på knal­lert. Turen gik nu mod New York, men de havde jo god tid, da bilen selvfølgelig kørte stær­kere end knallerterne, så der var tid til at se Detroit og Nia­gara Falls. Da de kom til New York prøvede de at sælge Fordèn, men det var ikke mu­ligt, så de stillede den i en sidegade. Efter at havde stillet Fordèn ubemærket i en sidega­de i New York, listede de to knallertkørere videre på knaller­terne ned til havnen for at sejle med den svenske amerikanerbåd Gripsholm til Göteborg. 

 

Telefoninterview med de to BFC- kørere, der i dag vender tilbage til Skandinavien efter kraftpræstationen.

 

Hjemme i Danmark begyndte Ekstra Bladet nu en massiv pressedækning, således skriver de den 10. oktober 1953 med overskriften – KNALLERT-KØR­ERNE ER NU VEJ HJEM, NÅEDE NEW YORK RETTI­DIGT. I Göteborg blev Niels Andersen og Svend Petersen mødt af en lille flok knallert­kørere og Svend Petersens unge kone, der fik lidt af et chok, ved at se det fuldskæg, han havde lagt sig til på den lange tur. De tog nu rutebåden Kronprinsesse Ingrid til Fre­derikshavn, hvor Niels Ander­sens forældre fra Aggersund, tog imod dem, sammen med turist­chef Knud Jacobsen og for­manden for Dansk Arbejde, Georg Østergård, sidstnævnte overrakte de to knallertkørere Dansk Arbejdes initiativ diplom, som BFC-fabrikkerne to gange tidligere havde fået for et initiativet der kommer dansk arbejde til gode. Georg Østergård sagde ved overrækkelsen: Det gælder ikke alene om at fabrikere en ”god vare”, men også om at den vist frem, den opgave har I løst en måde, vi er stolte over, og når I nu vender tilbage til civiliserede egne det siger man I gør, når I kommer syd for Vendsyssel. Efter en lille hjertestyrkning, besteg de for første gang siden New York, atter Lynetten og Stafetten for at køre ned gennem Jyl­land, men de nåede ikke læn­gere end til Ålborg, her blev de modtaget af Chr. 1V’s lav ved det berømte Jens Bangs sten­hus. Her blev de efter et for­nøjeligt optagelsesritual med­lem af lavet og fik overrakt nøglen til stenhuset der sym­boliserer medlemskabet.

 

Turen gik nu videre til Randers og vi er nået frem til den 22. novem­ber 1953. Fra Randers køres der videre til Århus, hvor de blev modtaget af turistchef Lund-Hansen og cykelhandler Anton Nielsen. De over­nattet i Århus og tidligt næste morgen kører de videre til den store modtagelse i Odense, her vil de komme ud for en hård prøve, idet deres imponerende fuldskæg skal falde for en elektrisk barbermaskine.

 

Der var som før omtalt bud efter skægget i Amerika, men et Odense-firma bød så meget for det, at salgschefen på BFC-fabrikken havde rådede de to knallert­kørere til ikke at lade skægget falde i Amerika, men vente til Odense. Det skulle senere vise sig at være skæbnesvangert for salgschefen BFC, for da Charles hørte det, blev han rasende, at han fyrede salgs­chefen omgående, og selv de to knallertkørere fik en opsang, at de kunne finde på at lade de verdensberømte skæg falde for en elendig barbermaskine. Det kom nu til at gå anderledes l Odense, hvor de to knallert­kørere skulle barberes, end det var planlagt. De skulle have været barberet med en elek­trisk barbermaskine, men det blev en nummer for latterlig for Niels Andersen, der midt i det hele sagde stop, han ville sim­pelthen ikke lade sig barbere med en elektrisk barbermaski­ne, hvilket sikkert også var umuligt for datidens barberma­skiner. Forhandleren, der skulle foretage demonstrationen, begyndte i stedet for at klippe det med en saks, men man sendte hurtigt besked til den lokale barber, der kom og glat­barberede de to. Men i de lokale og for øvrigt også lands­dækkende annoncer var det foregået med den fantastiske Philips elektriske barbermaski­ne. De to nybarberede knallert­kørere fortsætter turen som skal afsluttes med den kæmpe modtagelse København.

 

Der blev af Ekstrabladet gjort et stort nummer ud af hjemkomsten. Således blev der startet en konkur­rence blandt Ekstrabladets læsere om de kunne gætte hvor de to knal­lertkørere befandt sig i verden. De to heldige vindere, ville vinde to splinter nye knallerter, en Lynette og en Stafette, leveret køreklar “på gaden” med skat og omsætningsafgift betalt og med et kursus i knallert kørsel

 

Nu tog de to knallertkørere fat på den sidste del af turen mod Køben­havn, uden forestilling om, at der ventede dem af fantastisk modta­gelse.

Allerede i Hedehusene blev de modtaget at 120 knallertkørere fra både BFC og Diesella klubben, som kørte med dem, den sidste del at turen til Rådhuspladsen, hvor de skulle an­komme kl. 16.00. Fire motorcykelbetjente kørte i front fra Dam-huskroen ad Roskildevej, ind gen­nem Vesterbrogade, for til sidst at slutte af ved trappen til Rådhuset. Hele Rådhuspladsen var fyldt op med mennesker, op mod 15.000 var kommet for at hylde de to knallertkører. De blev herefter hyldet på alle tænkelige måder, og fik blomster og gaver. Der blev holdt taler at overborgmester H.P. Sørensen, direktør Robert Ein­feldt der sagde, det har tidligere vist sig umuligt at køre jorden rundt pr. cykel, men takket være den lille, billige, flittige og effektive benzin­motor som man spænder cyklen er det imidlertid nu gjort muligt for før­ste gang, og lad os være stolte over, at der er kvalitet og humør over den danske industri, kvalitet og i det danske arbej­de, og krummer i den danske ung­dom, ellers var denne jordomrejse ikke blevet gennemført så fint, som tilfældet er. Det er i virkeligheden et lille stykke historie der skrives med afslutningen af denne lange rejse, og fra Dansk Arbejde ønsker vi at udtale vor re­spekt for den fine præstation.

 

Cykelhandlerens formand P. C. Jørgensen holdt også tale, og ud­trykte sin beundring for det vikinge­mod og den udholdenhed, parret med intelligens som lå til grund for den vanskelige rejses gennemførelse, og han udtrykte håb om at knallerters betydning og værdi nu må gå op for lovgivningsmagten og myn­dighederne herhjemme, sådan at vi kan slippe af med de kørekort- og indregistreringsbestemmelser, der ikke kendes i vore nabolande. Til slut talte salgschef H. C. Jacobsen fra Forenede Motorejere, som i sin tid var med til at udarbejde rejseruten. Velkomstfesten sluttede med lodtrækning blandt de tilstedevæ­rende knallertkørere om en styrt­hjelm og et speedometer.  Niels Andersen og Svend Pedersen, havde svært ved at komme væk fra Rådhuspladsen på grund af de mange gratulanter, men til sidst lykkedes det for Niels Andersen, mens Svend Pedersen blev opsøgt af Kalundborgs drengekor og orke­ster, der ønskede at hylde ham som gammel Kalundborgdreng. Drengekorets dirigent udtrykte ungdommens be­undring for knallertpræstationen og udbragte et leve for Svend Peder­sen og hans kompagnon. Nu skulle de to meget beskidte knallertkørere have vasket fem ver­densdeles støv af, og have rent tøj på for turen gik til Hotel Kong Frede­rik, hvor der skulle være middag kl. 18.30. Her var de to knallertkørere æresgæster sammen med deres chef Charles Christensen, direktør Einfeldt og enkelte andre, og her blev de igen hyldet. Så gik turen til ABC-Teateret, hvor direktør Stig Lommer og det veloplagte publikum gav de knallertkørende en hjertelig hyldest, og hvor en endvidere fik blomster og et rigtigt smækkys af skuespillerinderne Grethe Thordal og Kate Mundt, inden de som da­gens clou — trak lod blandt de man­ge indkomne løsninger om de to verdensknallerter i Ekstrabladets velkomst konkurrence. Med til ge­vinsten horer kørekort, knallertun­dervisning m.m.

 

Dagen efter blev de to knallerter afhentet. Lynetten gik til Frk. Lizzie Johansen, som selv ville bruge knallerten, og Stafetten gik til Wil­liam Jensen, som ville forære den til konen. Det blev igen arbejdsdag for Niels Andersen og Svend Pedersen, men turen var ikke glemt. Specielt ikke for ingeniør Niels Andersen, der ikke kunne få den 2 gears Puck ud af hovedet, og han begyndte at tegne en 2 gears BFC motor. Der var før lavet forsøg på fabrikken, blandt andet med en Armstrong gearkasse til en motorcykel, men uden held. Tre måneder senere var den første BFC motor med 2 gear på gaden.

 

Peter Fredsted