Formanden har ordet

På denne side kan du læse uddrag af formandens seneste indlæg i KnallertJournalen og andre aktuelle informationer:

Fra formanden i MVKK.

 

Hvad er bedst? Fødselsdag eller åbningsløb?

Ja, begge dage er festlige dage, og da åbningsløbet for mit vedkommende kommer først, så må det være åbningsløbet, vi har gået så længe og så endelig, endelig kommer den dag hvor sæsonen skal starte.

Alle håber på godt vejr, kommer der nu nogen, alle kigger på vejrudsigten, jaaa, det ser lidt koldt ud, holder det nu tørvejr? Men ud at køre skulle jeg, og Kim var som sædvanlig sød at give mig transport.

Fremmødet var superbt, 37 kørere, det må siges at være en god start, og efter morgenkaffen gik det bare derudad. Dejligt solskin, alle smilede og var i godt humør, kan man ønske sig mere på en lidt kølig forårsdag.

Når en sæson starter er der jo næsten altid nogle nye maskiner, som de forskellige har brugt vinteren til at få sat i stand, Egons Wooler var med for første gang, og billederne i bladet skuffede ikke, den var rigtig flot, derudover var der en som jeg tit har hørt omtalt, men aldrig har set, nemlig en Velo med lad. Michael havde brugt vinteren til endelig at få samlet sin ”indkøbsvogn”. Den var bygget af en 60’er Velo og et nyt originalt lad, som han havde været så heldig at få fra en cykelhandler, der havde købt den ungarske model, derfor ser det anderledes ud end det der var fra 60’erne, men originalt er det. Knallerten er jo derved blevet ret tung, og jeg var overrasket over at den ud af lige vej trods alt kunne komme op på 35 km med vinden i ryggen, i sagens natur måtte der hjælpes ekstra til op af bakker, men det giver jo kun lidt motion. Jeg prøvede at fiske for om Michael kunne tænke sig at sælge, for den kunne da lige bruges når jeg skal ned og handle, men nej, han var ikke til at overtale, så jeg må nøjes med at beundre den, nu er jeg så lidt spændt på om den kommer med til Gråsten, der vil den vække lige så stor opsigt.

Vi kom rundt i det smukke område mellem Beder og Skanderborg, og det kan ikke gøres smukkere på sådan en dag, frokosten blev indtaget på Søpavillionen i Skanderborg, og det var ej heller til at kimse af.

Efter frokost gik turen retur til Beder. Der var et par stykker der var uheldige at køre i stykker, så servicevognen blev fyldt op, den eneste trøst var, at de der kørte i stykker ellers normalt er stærkt kørende.

Så tak til arrangørerne for et dejligt løb.

Derudover glæder vi os til Knallertjournalens jubilæumsløb, det lyder til at det bliver noget af et tilløbsstykke, jeg glæder mig på vegne af Ove over de mange der indtil nu har fortalt mig at de kommer da, Ove har haft meget at gøre med at koordinere det, så det kan kun blive godt, når dette blad kommer ud er der jo kun et par dage til det afvikles, så ønsket om et godt løb og mange deltagere er hermed givet.

 

Hilsen Mariann

Juni 2010

 
 
Midtjysk Veteranknallert Klub